The Bear and the Nightingale af Katherine Arden hører til den  slags bøger der er svære at lægge fra sig. Den er en virkelig læseoplevelse på mange planer.

Historien foregår i et rigtigt spændende miljø. En lille landsby langt oppe nordpå i de endeløse russiske skove, i midten af 1300 tallet. Katharine Arden ved hvad hun taler om, hun har blandt andet studeret russisk litteratur, og hendes viden og forståelse skinner i den grad igennem.

Historien starter en aften mod slutningen af vinteren. Mor kommer ind fra kulden og forskrækker familien ved at nævne vinterkongen ved navn, men så kryber de ellers sammen ved ovnen og hører gamle historier. Ovnen er central i huset, det er her man samles, og man sover tæt sammen ovenpå ovnen og prøver at holde sig varm gennem de bidende kolde nætter.

Det er ikke kun mor der er mester for historier, gennem det meste af bogen er det den gamle barnepige der kender og fortæller de gamle myter om de mytiske væsner der huserer i hus og skov. Men for den yngste pige i flokken – Vasilia, også kaldet Vasya – er de meget nær på. Hun kan som den eneste se den lille mand der bor i ovnen og hjælper med ilden, husets domovoi. Og den damplignende mand der bor i badehuset. Og den lettere skræmmende rusalka der bor i skovsøen. Og alle de andre, som alle ved findes og som man skal være omhyggelig med ikke at fornærme, ligesom nisserne i gamle dage, og nutidens huldre og alfer på Island.

Det hele går fint i spænd med den kristne tro, man ofrer en stump brød til domovoien og så hjælper han med at passe ilden og huset. Men så får landsbyen en ny præst. Han sætter sig for at få renset ud i al overtroen, og gør det med fanatisk overbevisning, så alle indbyggere frygter alt det gamle, og de små væsner sygner hen. Og det er lige noget for titlens bjørn, som er et gammelt og ondt væsen der bor i skoven. Når væsnerne i huset ikke kan beskytte folk, og de er nedbrudt af frygt kan han slå til og lave ravage. Og Vasya er den eneste der har en ide om, hvad det er der er løs.

Bogen er spændende hele vejen igennem, men mod slutningen er den så handlingsmættet og spændende at man skal sætte et ur til for at holde sengetiden. Og pludselig går den over til at være knugende ubehagelig og uhyggelig – men på den gode måde.

Bogen er fantastisk skrevet. Forfatteren får malet et billede af et hårdført folk der lever med syv måneders vinter, og hvordan de sidst på vinteren har er så tynde at selv tindingerne er indsunkne. Hvordan vinteren er rejsetid, hvor de store tilfrosne floder bliver hovedvejen gennem de snedækkede skove. Og med en så levende folklorebeskrivelse at man køber det hele som en del af bogen.

The Bear and the Nightingale er (endnu) ikke oversat til dansk.